27.8.07

Ferrari garanterer fri konkurrence

Ferrari har fortalt Felipe Massa og Kimi Raikkonen, at de kan forvente en fri og fair konkurrence i jagten på en Formel 1-titel.

Teamchef Jean Todt forsikrede, at in­gen af kørerene ville blive favorise­ret efter at have fejret sæsonens an­den dobbeltsejr, da Massa vandt i Tyr­kiet efterfulgt at Raikkonen.

"Nej. Det vil være upassende med to kørere som Felipe og Kimi, som har gjort det så godt i 12 grandprixer med kun et points forskel," sagde Todt.

"I øjeblikket er der overhovedet ingen plan om at lægge strategi til fordel for den ene eller anden," tilføjede Ferrari-bossen.

Kun 16 point adskiller McLarens Lewis Hamilton, som fører i den samlede stilling, fra Raikkonen, som ligger nummer fire et point efter Massa.

Kampen mellem McLaren og Ferrari er ved at udvikle sig til en af de tætteste nogensinde, og kun 11 point adskiller de to teams i konstruktør­mesterskabet.

Det næste Formel 1-grandprix køres i Italien på Monza-banen, hvor Ferrari igen må betegnes som favoritter.

***

Alonso glad for sin podieplads i Tyrkiet

McLarens Fernando Alonso ville godt indrømme, at han var glad for resulta­tet af det tyrkiske Formel 1-grandprix, hvor han blev nummer tre - men allige­vel hentede ind på holdkammeraten Lewis Hamilton i den samlede stilling.

"Slutresultatet er det bedste ved den­ne weekend... Jeg vil ikke huske løbet resten af mit liv, men det var trods alt ret godt," sagde Alonso, der ikke just har været på god fod med Hamilton det seneste stykke tid.

De to blev officielt forsonet før løbet i Tyrkiet, men der er ikke meget tvivl om, at Alonso meget gerne vil slå Hamilton og vinde sit tredje VM i træk.

***

"Tag det bare roligt", siger Hamilton

Den engelske Formel 1-kører Lewis Hamilton var ikke urolig efter søndagens grandprix i Tyrkiet til trods for, at alle de nærmeste rivaler i stillingen fik flere point end han gjorde.

"Det er bare et lille problem. Alle har udfordringer. Vi vandt det seneste grandprix, og der er stadig fem løb tilbage. Vi fører stadig med fem point. Tag det roligt," lød det fra Hamilton, der måtte veksle en tredjeplads til en femteplads efter en punktering.

"Jeg var ret heldig, at jeg ikke røg ud i gruset, og vi fik stadig point ud af det," konstaterede Hamilton.

***

26.8.07

Massa vinder Tyrkiets Grand Prix

Søndagens Formel 1-grandprix i Tyrkiet skabte yderligere spænding i toppen af VM-stillingen, da Ferraris Felipe Massa vandt foran holdkammeraten Kimi Raikkonen, mens McLarens Fernando Alon­so på tredjepladsen hentede ind på Lewis Hamilton i den samlede stilling.

Massa havde pole position fra løbets start, og det udnyttede han straks til at køre hurtigste omgang på den glohede bane i Istanbul.

Kort tid efter havde Raikkonen kørt sig frem på andenpladsen, og der blev de to løbet ud.

Lewis Hamilton var dagens helt store taber, da han ikke kunne forsvare sin andenplads i startgrittet, men der i mod måtte nøjes med en femteplads, da han på 43. omgang måtte liste sig i pit efter hans ene dæk eksploderede. Det kostede ham den tredjeplads, som han ellers lå på på det tidspunkt.

I den samlede stilling satte Hamilton to point til i forhold til Fernando Alonso, der fik seks point for sin tredjeplads.

***

McLaren vil have et Formel 1 team mere!

McLaren-boss Ron Denis fortalte søndag, at hans hold arbejder på at indgå en aftale med Prodrive, der sand­synligvis bliver det 12. hold i Formel 1-serien i næste sæson.

Prodrive styres af David Richards, der tidligere har været chef for Benneton og BAR, og han har fornyligt sagt til avisen The Times, at McLaren er den mest sandsynlige samarbejdspartner til hans nye hold.

Holdet vil udnytte en regelændring, der gør det muligt at køre i en bil, der er bygget af en anden konstruktør.

***

Tyrkiets Grand Prix - Istanbul Park ***LIVE BLOG***

Så blev det Formel 1 tid igen. Efter tre ugers sommerferie er Cirkus F1 tilbage. I dag skal der køres grand prix i Istanbul.

Balladen fortsætter hos McLaren, selvom deres presseafdeling (bl.a. danskeren Ellen Kolby) prøver at glatte tingene ud. Det sædvanlige 4+2 holder på P1 til P6: Ferrari, McLaren, Ferrari, McLaren, BMW, BMW. Sådan har det været hele sæsonen og sådan er det også i dag. Massa var hurtigst i går og holder på pole position. Hamilton holder ved siden af brasilianeren efterfulgt af Kimi, Alonso, Kubica og Heidfeld.

Der er en lille times tid til start.

------

Der er nu kun 5 minutter til start. Hold også øje med Nico Rosberg (Williams-Toyota) på P8 og Anthony Davidson (Super Aguri med Honda motor) på P11. Begge leverede superflotte kvalifikationer.

Det er en lang bane så der skal kun køres 58 omgange. Bilerne zigzag'er rundt på installationsrunden. Vi er klar til start. Røde lys. Racerbilerne skriger højt som vilde dyr. LYSENE SLUKKES NU!

Massa stikker af og Kimi tager med! Ferrari på 1-2. BMW'erne overhaler Alonso! Hamilton på tredjepladsen. Nico holder sin 8. plads. Alonso presser allerede Heidfeld. Kubica er altså nummer fire. Davidson ligger nu nummer 14 og Sato er på sidstepladsen. Trulli spinder som den eneste af banen i sving 1 og lander på en 18. plads.

Ferrari'er har allerede produceret et stort hul ned til Lewis Hamilton. Et stort hul i Formel 1 er et helt sekund! Kovalainen er syv'er og forsvarer Renault's farver i dag. Fisichella er helt nede på 12. pladsen. Sato er nu overhalet landsmanden Yamamoto og jagter nu Sutil. Hvor langt kan japaneren nå op i dag? Han mistede en del placeringer, da Trulli skred ud efter starten.

Alonso har kørt sig 2,5 sekund foran Kovalainen, der til gengæld har Rosberg lige efter sig. Trulli overhaler Button. Toyota motoren overhaler Honda motoren. Japansk in-fight. Kimi sætter hurtigste omgang: 1:28:698. Han er lige bagved Massa, der fører an. David Coulthard har fundet hele fire placering og ligger lige nu nummer ni! Barrichello (Honda) har taget seks pladsen, hvilket placerer ham som nummer 16. Foran ham er ligger Ralf Schumacher (Toyota).

Verdensmesteren, den frustrede spanier Alonso, ligger stadig på 6. pladsen, men kører hurtigere tider end Heidfeld foran. 50 omgange tilbage.

Rosberg holder godt fast i Kovalainen. Team-kollega Wurz har netop overhalet Mark Webber. Mark Webber kører i pit med problemer. Ferrari kører helt deres eget løb i dag. De er bare væk!

Stillingen lige nu: Massa, Kimi, Hamilton, Kubica, Heidfeld, Alonso, Kovalainen, Rosberg, Coulthard, Wurz. Vi har altså begge Williams bilerne i top ti!

ALONSO PRESSER HEIDFELD HÅRDT NU! MEGET HÅRDT!

Mark Webber udgår som den første af løbet. BMW gør klar til pit stop. Button overhaler Trulli, der atter skrider ud. Honda ligger lige nu 15/16. Kubica har været i pit som den første, hvilket betyder at han dratter ned på en 11. plads.

Hamilton kører en del hurtigere end Alonso. McLaren dramaet fortsætter. Det bliver spændende af følge Ferrari's pit stops i dag. De kæmper med sig selv om førstepladsen. Massa hurtigst af alle nu. 1:28:302.

Alonso kan ikke fange Heidfeld på banen. De placeringer bliver afgjort på pit stops. Raikkonen som den første på 1:27. 1:27:941 for at være helt præcis.

Massa's far følger sønnike fra pit'en. Det ser godt ud for familien Massa i dag. Bandereklamerne ser godt ud i 16:9 format på TV. Jeg får lyst til at købe noget Panasonic udstyr, der bliver leveret af DHL. Der er også en tyrkisk benzin-reklame, som er svær at forholde sig til. Trulli presser Barrichello, der er blevet overhalet af Button.

HEIDFELD I PIT! 8,8 sekunder. Rosberg og Coulthard er også kørt i pit. Ferrari gør klar. Hvem skal først ind? Det bliver Kimi. Nu skal Massa altså performe big time på asfalten imens. 8,7 sekunder. Alonso i pit. 9,1 sekunder. Hvor er Heidfeld? ALONSO OVERHALER HEIDFELD PÅ PIT STOP'ET!

40 omgange tilbage. Ferrari gør klar igen. Her kommer Massa! Hvem skal være først? 8,7 sekunder. Hvem kommer først? Kimi eller Massa? Det gør Massa! Massa kommer ud lige bag Kovalainen, der ikke giver plads til den røde racervogn. Massa og Kimi er samlet igen. Massa nåede at sætte hurtigste omgang inden pit stoppet. 1:27:922.

Hamilton i pit. 9,4 sekunder. Kovalainen fører nu løbet, men han mangler at pit'e. Fisichella har sneget sig op på en 5. plads, men han mangler ligeledes et pit besøg. Nu gør Renault endelig klar. Kovalainen ind. 8,3 sekunder. Massa i front igen. Kovalainen kommer ud mellem de to BMW'er, der har byttet plads. Jenson Button og David Coulthard slås hårdt om 12/13 pladsen. The Battle of Britain.

Fisichella i pit. Sutil i pit. Fischella kommer ud igen. Det gør Sutil ikke. Han udgår som den anden kører af løbet. Trulli er i problemer og ligger sidst?

Top fire er samlet igen: Massa, Kimi, Hamilton, Alonso. Der kommer kampe i kampene idag. Kovalainen driller BMW og har kilet sig ind som nummer seks. Nu kommer Sutil på banen igen! Fandt de mon en ny bil til ham? Rosberg fastholer 8. pladsen. Liuzzi i pit. Barrichello er nu i problemer og falder ned i tabellen. Måske det er et langsomt pit stop? Davidson ligger nu på 10. pladsen, men mangler ligesom Sato et pit stop. Ralf Schumacher har heller ikke været inde. Unge Sebastian Vettel heller ikke. Ralf jagter Coulthard. De er ikke så unge mere. Davidson i pit. 6,5 sekunder. Godt arbejde af Super Aguri. Massa har tabt noget af hjelmen. Der sidder en ekstra skal ovenpå hjelmen, der skal imødekomme de store lufttryk. Kommer det til at betyde noget.

30 omgange tilbage. 2,6 sekunder har Massa ned til Kimi. Renault pepper Kovailainen op over team-radioen. "Kom nu, du kan godt tage ham!", siger de med henvisning til Nick Heidfeld. Der er Ferrari mod McLaren, det er BMW mod Renault, det er Williams mod Red Bull, det er Toyota mod Honda. Og så er det Williams (Toyota motor) mod Toyota fabriksteamet og Super Aguri (Honda motor) mod Honda fabriksteamet. Apropos Toyota og Honda, så er Ralf og Sato de eneste, der ikke har været inde til pit stop endnu. De kører tilsyneladende på en et-stops-strategi??

Der er stadig kamp mellem Coulthard og Ralf. De slås altså om positionerne 10 og 11. Ralf må efterhånden være ret let, både hvad angør brændstof og kropsvæsker! Kubica kommer nu bagfra mod Kovalainen. Det er ved at være tid til mere pep talk over Renault's underholdende team-radio. Nico Rosberg kører en flot, flot løb i dag. bare nu bilen kan holde hjem. Alonso er 14 sekunder efter Hamilton. Det bliver at svært at køre op med et par og tyve omgange igen. Raikkonen kører en anelse hurtigere end Massa i front.

Som kom Ralf i pit. 9,1 sekunder. Sato er også kørt i pit. Nu er alle tanket op til finalen i Istanbul. Efter at Sutil er kommet på banen igen er det altså kun australieren Mark Webber, der er udgået i Tyrkiet. De to japanere, Sato og Yamamoto, ligger sidst i feltet. Hvis man altså ser bort fra Sutil, der kører sit eget løb med henblik på ren dataopsamling.

Kampe lige nu: Massa/Raikkonen, Kovalainen/Kubica, Liuzzi/Davidson, Barrichello/Trulli. Rosberg er også tæt på Kubica. Jenson Button har som den første taget sit andet pit stop. Sutil er også kørt tilbage til pit. Kommer han mon ud igen denne gang?

Kubica i pit. Tysk præcision. 8,1 sekunder. Kimi prikker til Massa! Hvad skal der ske? Hvem kommer først i pit denne gang? Kimi er lige nu en del hurtigere end Massa.

20 omgange tilbage.

Alonso har sat tophastighed i dag: 319,9 km/t. Men det ser bedst ud for Ferrari i dag. De ligger solidt på 1-2. Så gør Ferrari klar! Hvem kommer først ind? Det bliver Kimi igen. Så venter vi på Massa og Hamilton. Heidfeld i pit. 7,3 sekunder. Så er BMW mekanikerne færdige for i dag. Massa i pit! Nu bliver det spændende! Nu bliver løbet afgjort! 6,9 sekunder. Super pit stop. Massa kommer ud foran Kimi uden problemer! Han har nu 16. omgange hjem. Men Kimi er altså kun et lille sekund efter.

HAMILTON I PROBLEMER! HØJRE FORHJUL ER KØRT I STYKKER! HAN HAR LANG VEJ HJEM! KATASTROFE FOR MCLAREN! HAN KRAVLER HJEM! HAN KÆMPER SIG HJEM. MEN ALONSO HOLDER DER ALLEREDE! ALONSO TRILLER UD! HAMILTON TRILLER IND! ALONSO OVERTAGER TREDJEPLADSEN! MEGA MCLAREN DRAMA I ISTANBUL!

15 omgange tilbage. De hygger sig hos Ferrari.

Stillinge lige nu: Massa, Kimi, Alonso, Heidfeld, Hamilton, Kovalainen, Rosberg, Kubica, Wurz, Fisichella. Ferrari, McLaren, BMW, Renault og Williams deler de første 10 pladser imellem sig. Fantastisk løb af Williams! Nico Rosberg er nu nummer syv!

Massa trækker nu fra Kimi. Han er tilsyneladende bedre end Kimi på de hårde dæk. Der er masser af spænding i F1 i år. Alt kan ske i de næste fem løb. Der er fire kørere, der kan blive verdensmester.

Heidfeld trækker fra Hamilton, der stadig er rystet over at have mistet et forhjul. Han bliver nu jagtet af Kovalainen. Så nu er det tid til pep talk igen hos det farverige Renault team.

10 omgange tilbage. Det er synd for Hamilton at han mister et forhjul, men det er godt for spændingen i klassementet. Coulthard har overtaget 10. pladsen fra Wurz. Der er som sagt Williams mod Red Bull. Ralf og Sato er igen de eneste, der mangler et pit stop, men mon de kommer mere ind i dag?

9 omgange tilbage. Kovalainen æder sig ind på Hamilton. Kubica er meget, meget tæt på Rosberg. Trulli flyver forbi Barrichello. Trulli har sejlet noget frem og tilbage i feltet i dag. Han er nu nummer 16. Ralf er nummer 12.

8 omgange tilbage. Så kom der pep talk fra Renault: "Hamilton's frontvinge er beskadiget. Kan du så komme op og hente ham!" 3,2 sekunder skiller dem ad.

7 omgange tilbage. Massa kører fantastisk! Fuldstændigt fejlfrit. Kubica presser Rosberg. Det er kampen om det sidste point.

6 omgange tilbage. Det ligner Massa/Kimi/Alonso på podiet. Hamilton skal slås for sin 5. plads i dag.

5 omgange tilbage. Kun en bil er udgået. Det er meget usædvanligt i F1.

4 omgange tilbage. David Coulthard holder 10. pladsen. Kovailainen jagter stadig Hamilton. Kubica jagter stadig Rosberg.

3 omgange tilbage. Det er en meget tilfreds Ferrari bænk. Alonso er også glad. Han er nemlig foran rivalen Hamilton.

2 omgange tilbage. Skal der ske mere i dag?

SIDSTE OMGANG! Om der skal ske mere? Ja, det skal der! Kimi sætter lige hurtigste omgang! 1:27:295. Bangkarl.

Der sker ikke flere ændringer i stillingen: Massa, Kimi, Alonso.

MASSA, MASSA, MASSA. FANTASTISK LØB AF BRASILIANEREN, DER VINDER DET TYRKISKE GRAND PRIX I EN ITALIENSK RACERBIL. TIL LYKKE, TIL LYKKE.

Se alle resultaterne fra løbet her på siden om et øjeblik.

Tak for i dag. På gensyn til det næste F1 grand prix. Kom så ud i solen (og blæsten)!

***

Tyrkiets Grand Prix - Istanbul Park [TV2, fra 13:25]

Magtkampen hos McLaren-Mercedes.

Den nye superstjerne i motorsportens kongeklasse Lewis Hamilton har vendt op og ned på rangordnen hos McLaren-Mercedes, og Tyrkiets Grand Prix bliver en ny stjerneduel mellem verdensmesteren Fernando Alonso og unge Hamilton. Ferrari med Kimi Raikkonen og Felipe Massa er klar til at give McLaren-Mercedes-teamet kamp til stregen Hvis de skal tilbage i kampen om VM-titlen er en sejr nødvendig og netop Massa sejrede sidste år i Istanbul.

***

Hondaer starter sidst i Tyrkiet

Søndag formiddag blev det besluttet, at brasilianeren Rubens Barrichello starter i sidste række i startgriddet i Tyrkiets grandprix. Der kommer han til at holde side om side med sin Honda-holdkammerat Jenson Button.

Ganske som Button måtte Barichello nem­lig have sin motor skiftet ud efter problemer under i kvalifikationen lørdag, og det betyder, at de begge rykkes ti pladser tilbage som straf.

***

25.8.07

Massa i pole position til Tyrkiets Grand Prix

Krigen mellem ærkerivalerne McLaren og Ferrari forsatte lørdag, da kvalifikationen til det tyrkiske Grand Prix blev afviklet. I en spændende afslutning skiftede pole positionen en del gange, men til sidst kunne Ferraris brasilianer Felipe Massa glæde sig over at have den bedste startplads til søndagens Formel 1-løb i Istanbul.

McLarens Lewis Hamilton, som fører VM, starter ved siden af Massa i forreste række, mens også anden startrække er en kombination med Ferrari- og McLaren-biler. Her starter finske Kimi Räikkönen i sin Ferrari som treer, mens den dobbelte verdensmester, spanske Fernando Alonso i McLaren, måtte nøjes med fjerdebedste tid ved kvalifikationen.

Kvalifikation til Det Tyrkiske Formel 1 Grand Prix, afviklet i Istanbul, Tyrkiet:

1. Felipe Massa, Brasilien (Ferrari), 1.27,329 minutter,
2. Lewis Hamilton, Storbritannien (McLaren), 1.27,373,
3. Kimi Raikkonen, Finland (Ferrari), 1.27,546,
4. Fernando Alonso, Spanien (McLaren), 1.27,574,
5. Robert Kubica, Polen (BMW Sauber), 1.27,722,
6. Nick Heidfeld, Tyskland (BMW Sauber), 1.28,037,
7. Heikki Kovalainen, Finland (Renault), 1.28,491,
8. Nico Rosberg, Tyskland (Williams-Toyota), 1.28,501,
9. Jarno Trulli, Italien (Toyota), 1.28,740,
10. Giancarlo Fisichella, Italien (Renault), 1.29,322.

***

Alonso kritiserer McLaren

Den dobbelte verdensmester i Formel 1, spanske Fernando Alonso, sviner sit McLaren-mandskab til før søndagens tyrkiske Grand Prix.

Uroen hos Formel 1-feltets stærkeste mandskab, McLaren, ulmer igen. Ved sidste grand prix i Ungarn kom holdets to kørere, engelske Lewis Hamilton og Fernando Alonso fra Spanien, op at toppes, og selvom stridighederne i teamet skulle være begravet, så har Alonso forud for søndagens løb i tyrkiske Istanbul svinet sit eget hold til.

- Jeg har givet det her hold en masse. Siden jeg ankom i december sidste år, har jeg tilført holdet et halvt sekund. Men jeg kan ikke se, at holdet har givet mig noget tilbage, fortæller Alonso, og hentyder til, at McLaren favoriserer Hamilton, der fører i kampen om VM-titlen.

Alonso, som de sidste to år har vundet VM med Renault, har efter problemerne i McLaren på rygtebasis været nævnt som ny kører hos netop Renault til næste år.

***

16.8.07

GRANDPRIX.DK PROMOTION: Test dine lederevner i Avaya's F1 manager-spil


7.8.07

McLaren: Alonso kan søge væk


Formel 1-holdet McLaren har store in­terne problemer med teamets to verdens­klassekørere Fernando Alonso og Lewis Hamilton, og spanieren har ifølge bri­tiske medier nu fået frit lejde til at forlade holdet efter denne sæson.

Alonso, som er dobbelt verdensmester, blev søndag frataget pole position ved Ungarns Grand Prix, og er ikke længere på talefod med holdkammeraten Hamilton.

The Times citerer tirsdag en kilde tæt på holdet [mest læste artikel på The Times online], som bekræfter at Alonso kan forlade McLaren før udløbet af sin toårige kontrakt.

***

Ferrari lune på Lewis Hamilton


Bølgerne går højt i øjeblikket på Formel 1-teamet McLaren. Holdets to stjernekørere, Lewis Hamilton og Fernando Alonso, er raget uklar med hinanden og nu lurer Ferrari på at lokke Hamilton over til konkurrenterne.

Italienske Tuttosport beretter tirs­dag, at Ferrari har planer om at tilbyde den unge guldfugl en stor løn, hvis han vil skifte sæde til næste sæson. Helt præcist 198 millioner kroner.

Ferrari har ikke ønsket at kommentere på rygterne om et muligt skifte. Hamilton fører i øjeblikket den sam­lede VM-stilling med syv point ned til Fernando Alonso på andenpladsen.

***

6.8.07

Alonso optrapper Formel 1-krig


Krigen mellem Formel 1-stjernerne Fernando Alonso og Lewis Hamilton raser for fuld styrke.

Ifølge Hamilton taler de to holdkammerater ikke sammen længere, mens den spanske avis Marca skriver, at Alonso har stillet sit hold et afgørende ultimatum.

- Det er enten Hamilton eller mig, citerer avisen 26-årige Alonso for at have sagt.

Til BBC fortæller Alonso, at han ikke bliver behandlet, som han havde regnet med på holdet. På spørgsmålet om den spanske Formel 1-verdensmesters fremtid fortsat ligger hos McLaren Mercedes, svarede Alonso: Vi får se.

Magtkampen mellem Hamilton og Alonso eskalerede i weekenden. Først brød Hamilton en intern aftale, og spærrede vejen for Alonso, som ikke kunne få en ekstra omgang i tidskørslerne. Siden svarede Alonso igen ved at blokkere for sin holdkammerat under et pitstop i kvalifikationen til det ungarske Grand Prix.

Det betød, at den spanske kører som straf blev rykket fem pladser tilbage i startrækkefølgen til løbet, som rivalen Lewis Hamilton endte med at vinde.

***

4.8.07

Hans Andersen dansk mester

Det kan godt være, at Nicki Pedersen fører i kampen om VM-titlen, men Hans Andersen kan alligevel kalde sig Danmarks bedste speedway-kører.

Foran 10.711 tilskuere vandt han nemlig DM på Fjeldsted Speedway Center foran Bjarne Pedersen. Den forsvarende mester - Nicki Pedersen - måtte nøjes med tredjepladsen.

-Det betyder utrolig meget. Det er min første titel, og så vinder jeg på min hjemmebane. Jeg vidste, det ikke ville blive nemt, for alle danskere kører godt for tiden, så vi justerede også en del undervejs, siger Hans Andersen til DR.

Niels Kristian Iversen sluttede på finalens kedelige fjerdeplads.

Bjarne Pedersen havde kvalificeret sig til finalen med 27 point foran Hans Andersens 26 efter to DM-afdelinger. Nicki Pedersen og Niels Kristian Iversen deltog begge i finalen med 25 point.

Finale:
1. Hans Andersen
2. Bjarne Pedersen
3. Nicki Pedersen
4. Niels Kristian Iversen

B-finale:
1. Kenneth Bjerre
2. Jesper B. Jensen
3. Mads Korneliussen
4. Charlie Gjedde

Tilskuere: 10.711.

***

3.8.07

Alonso hurtigst til Practice 2


Copenhagen Historic Grand Prix 2007



I weekenden den 4.- 5. august 2007 er der for syvende gang ræs for historiske racerbiler i Københavns største og smukkeste park. For første gang kan det traditionsrige løb afvikles på en bane, der overholder de internationale regler for mesterskabsløb. Dermed er Copenhagen Historic Grand Prix blandt de sportsligt mest interessante byløb i verden

- CHGP 2007 bliver det hidtil mest ambitiøse løb siden vi startede i 1996, da København var europæisk kulturby, siger Ole Markussen fra Historisk Automobil Sports Forening, der står bag løbet.

- Ikke alene har vi fået kommunens tilladelse til at forlænge banen med en kilometer. Vi har også fået lov til sammen med Ferrari Danmark A/S at fejre den stejlende hingsts 60-års fødselsdag med en fornem opvisning af historiske Ferrari-biler midt i København.

Historisk Automobil Sports Forening, Ferrari Danmark og medlemmer af Ferrari klubberne i Nordeuropa arbejder sammen med Ferrari fabrikken i Maranello på at skaffe de historiske biler til København.

- Vi regner med, at vi kan vise de fleste af de vigtigste modeller frem i Fælledparken, fortæller adm. direktør Johnny Laursen fra Ferrari Danmark. – Og de bliver vist rigtig frem, de skal også ud at køre på banen. Desuden regner vi med at mange ejere af mere moderne Ferrarier vil komme kørerende i deres biler til løbet. På baneområdet vil både Ferrari Danmark og Ferrari Challenge Scandinavia være til stede med racerbiler, motorhomes, telte og pitudstyr så ingen vil være i tvivl om, at Maranello er kommet til København.

For CHGP betyder den lange bane, at der nu er mulighed for at at arrangere internationale, historiske mesterskabsløb, som er godkendt at det internationale bilsportsforbund FIA.

Miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam siger om årets løb:
- Copenhagen Historic Grand Prix er blevet et tilbagevendende og vigtigt element på linie med byens andre, store arrangementer. I år bliver der flere oplevelser end nogensinde før, og samarbejdet med Ferrari Danmark betyder, at vi ude i den store verden kan skabe endnu mere interesse for løbet, så vi i årene fremover fortsat kan udvikle det til gavn for os alle.

- Vi er meget taknemmelige for den støtte og interesse Københavns Kommune igennem årene har vist løbet. Med forlængelsen af banen kan vi se, at byen anser Copenhagen Historic Grand Prix som en af de vigtige begivenheder, som skal være med til at øge kendskabet til København som en spændende by for både turister og erhvervsliv, siger Claus Frausing, formand for Historisk Automobil Sports Forening.

- Motorsport er blevet en af de sportsgrene, hvor Danmark for alvor viser flaget internationalt. Derfor er det ekstra glædeligt at vi i år kan holde fødselsdag for et af motorsportens mest sagnomspundne mærker, Ferrari, under så idelle former som vi ser i København i år, hvor vi også får deltagelse af mange af de danske topkørere. Det er vigtigt for dansk motorsport, for et voksende dansk hjemmepublikum og det er med til at gøre noget godt både for hovedstaden og for Danmark.

Udover de mange historiske Ferrari-biler regner arrangørerne med at godt 200 forskellige, historiske racerbiler vil deltage i de mange heats i løbet af weekenden den 4. og 5. august. De ældste biler vil være de populære Bentleys fra 1920erne.

Copenhagen Historic Grand Prix er et non-profit foretagende, hvor et eventuelt overskud går til talentudvikling i dansk motorsport. Banen i Fælledparken er godkendt af myndighederne og Dansk Automobil Sports Union.

Ca. 250 frivillige arbejder ulønnet for at gøre Copenhagen Historic Grand Prix til virkelighed. I de sidste dage op til løbet, arbejder mange af dem i døgndrift med at etablere bane, sikkerhedsafspærringer, broer, tribuner, restaurationstelte etc, etc.

HKH Prins Joachim er protektor for løbet.

***

Ungarns Grand Prix - Practice 2, direkte [TV2 Sport, 13:55]

Official Poster - Hungary 2007

Kubica hurtigst til Practice 1



Ungarns Grand Prix - træning, direkte [TV2 Sport, 9:55]



Fra Hungaroring i Budapest.

Træning forud for søndagens Formel 1-løb, som køres på Hungaroring i Budapest. Det første Formel 1-løb i Ungarn blev kørt i 1936, og efter en næsten 50 års pause vendte løbet i 1986 tilbage til Hungaroring, hvor det har været kørt lige siden. I 2006 blev Ungarns Grand Prix vundet af Honda-køreren Jenson Button.

***

2.8.07

McLaren optrapper krig med Ferrari

McLaren og Ferrari er ikke de bedste venner i Formel 1. Holdenes kørere duellerer hårdt om verdensmesterskabet på banen, men også uden for banen er de to hold i infight. Krigen blev igen optrappet torsdag, da McLaren i et åbent brev beskyldte rivalen for at snyde med sine biler ved årets første løb i Australien, som holdets finne Kimi Räikkönen vandt.

Det var angiveligt Ferraris undervogn, som ifølge McLaren ikke skulle være bygget efter reglerne, lød det i brevet. McLarens beskyldninger kommer, fordi holdet har fået kendskab til hemmelige Ferrari-dokumenter af en nu tidligere chefmekaniker hos de røde Ferrari-hingste.

Netop de hemmelige dokumenter betyder, at der i øjeblikket kører en retssag i Londons højeste ret, da Ferrari mener, at der er tale om en spionagesag, hvor holdets eks-chefmekaniker ulovligt udleverede 780 siders teknisk data fra Ferrari til McLaren.

[via ritzau]

***