
20-årige Natascha Kampusch tonede i aften frem på de østrigske tv-skærme som værtinde i et talkshow, der havde den legendariske racerkører Niki Lauda som gæst.
Kampusch smilede under showet, men hun virkede alligevel genert i de 40 minutter, det båndede show varede.
Niki Lauda virkede derimod mere hjemmevant, da han fortalte om den ulykke, der nær havde dræbt ham på Nürnberg-ringen i Tyskland i 1976.
Lauda overtog interviewrolle
Det var Lauda, der talte mest, og på et tidspunkt overtog han rollen som interviewer, da han spurgte hende om flugten fra hendes bortfører i 2006 og hendes nye liv.
Natascha Kampusch blev bortført i 1998, da hun var 10 år, og hun blev holdt fanget af en mand i et hus nær Wien i over otte år.
I august 2006 lykkedes det hende at flygte, og Kampusch' historie blev kendt over det meste af verden.
***