« Home | Hamilton parkerede VM-titlen i gruset » | Ecclestone: Hamilton redningsmand » | Fernando Alonso: Skrivebords-VM » | Ecclestone og Briatore er ikke i Shanghai » | Kinas Grand Prix - Shanghai, direkte [TV2, 07:55] ... » | Grand Prix klassiker: Spaniens Grand Prix 1991 » | Kinas Grand Prix - kvalifikation, direkte [TV2 Spo... » | Kinas Grand Prix - Practice 3, direkte [TV2 Sport,... » | Spyker-teamet overtaget af inder » | Ingen straf til Lewis Hamilton »

Rivaler hentede ind på Hamilton

Der er lagt op til en spændende afslutning på Formel 1-sæsonen i det sidste løb i Brasilien om 14 dage, efter at McLarens Lewis Hamilton søndag kørte af banen i Kinas Grand Prix og ikke fik nogen point.

Løbet blev vundet af Ferraris Kimi Raikkonen med McLarens forsvarende verdensmester Fernando Alonso på andenpladsen, og de to hentede dermed ind på Hamilton og er begge stadig i spil til titlen.

Hamilton fører nu med fire point til Alonso og syv til Raikkonen.

Det kunne ellers have endt med den helt store triumf for Hamilton og McLaren i søndagens løb. Så længe Hamilton sluttede i pointene og foran Alonso, ville VM-titlen være hjemme.

Det så også længe ud, som om Hamilton styrede direkte mod den øverste podieplads. Han startede i pole position, og mens der var lidt slagsmål blandt de følgende biler i starten, kunne han lige så stille trække fra i front.

Første pitstop bragte ingen ændringer i rækkefølgen. Det var stadig Hamilton foran Raikkonen fulgt af Ferraris Felipe Massa og herefter Alonso. Men så spillede vejret Hamilton et puds.

Det vekslede mellem regnvejr og tørvejr, og Hamilton endte med at komme til at køre lidt for langt på sine tørvejrsdæk. Derfor havde han overhovedet intet greb i dækkene, da han lige godt halvvejs i løbet endelig skulle i pit for at have dem skiftet. Han kom ind i svinget til pitlane for hurtigt, og så endte han i gruset, hvor han hang fast. Og dermed var hans løb slut.

Kimi Raikkonen overtog hermed føringen, sejren og de 10 point, og det lykkedes også Alonso at komme forbi Massa, så han kunne snuppe de otte point.

En omklædt Hamilton dukkede med 11 af de 56 omgange tilbage af løbet op i McLaren-pitten, hvor han måtte turen rundt til alle mekanikerne og sige tak for hjælpen og beklager, og herefter kunne han følge resten af løbet på tv-skærmen. Og så i øvrigt begynde at planlægge strategien til det sidste løb.

Den unge tysker Sebastian Vettel imponerede igen, da han sluttede på fjerdepladsen, og det blev fejret, som om det var en sejr. Toro Rosso fik i det hele taget revanche for en kedelig weekend i Japan i sidste uge, da holdet også fik Vitantonio Liuzzi i pointene på sjettepladsen.

Ind imellem kom Jenson Button på femtepladsen - også et mere end tilfredsstillende resultat for Honda, der har haft en elendig sæson. BMW havde en dårlig weekend. Robert Kubica udgik, og Nick Heidfeld måtte nøjes med en syvendeplads. David Coulthard rundede i sin Red Bull-racer de otte pointgivende placeringer af.

***