Kimi Raikkonen vinder Malaysias Grand Prix i overlegen stil

I et forholdsvis udramatisk løb vandt Ferraris forsvarende Formel 1-verdensmester Kimi Raikkonen søndag i overlegen stil Malaysias Grand Prix.
Ferrari så længe ud til at være på vej mod en dobbelttriumf, men Felipe Massa, der startede i pole position, udgik med 26 omgange tilbage fra andenpladsen, da han kørte af banen og hang fast i gruset. Massa var på det tidspunkt blevet overhalet af Raikkonen i forbindelse med det første pitstop.
BMW Saubers Robert Kubica sluttede på andenpladsen, mens McLarens Heikki Kovalainen trods sin straf på fem placeringer i gridden blev nummer tre.
Selv om Timo Glock måtte udgå hurtigt, havde Toyota en fremragende dag med Jarno Trulli, der på de sidste omgange formåede at holde Lewis Hamilton i den anden McLaren bag sig, så han kunne køre i mål som nummer fire.
Læs hele reportagen på tv2.dk her.
***