Er Alonso dobbelt-agent?

Den spanske verdensmester kan blive skyld i, at McLaren-Mercedes udelukkes de næste to år.
På banen går det stadig godt: Fernando Alonso sluttede fredags-træningen op til Italiens Grand Prix som hurtigste mand med McLaren-Mercedes makkeren Lewis Hamilton på andenpladsen.
Men i depotet er McLaren-Mercedes lejren i kaos. Fredag kom det nemlig frem, hvem der er kommet med de nye beviser, der har fået spionsagen med Ferrari til at accelere:
Det er såmænd Alonso og teamets testkører Pedro de la Rosa, der har henledt bilsport-forbundet FIAs opmærksomhed på de beviser, der i yderste konsekvens kan sende McLaren-Mercedes ud af både VM 2007 og 2008!
Spionsagen startede med, at der blev fundet mere end 700 sider hemmeligt-stemplede Ferrari-dokumenter hos McLarens chefdesigner Mike Coughlan. Selvom FIAs verdensråd meddelte at McLaren-Mercedes dermed havde overtrådt F1-reglementet, slap teamet i første omgang med en reel frikendelse, fordi det ikke kunne bevises at man havde brugt Ferrari-dokumenterne til egen fordel.
FIA henviste dog sagen til unionens appeldomstol, hvor den skulle behandles i næste uge. Men efter Alonso og de la Rosa er fremkommet med dét FIA kalder nye beviser, er appelsagen aflyst til fordel for en ny behandling for verdensrådet.
Det, Alonso og de la Rosa indrømmer, er en email-korrespondance fra tidligt på sæsonen, hvor de la Rosa fortæller verdensmesteren, om hvordan Ferrari indstiller deres biler. Informationen har de la Rosa angiveligt fået af Coughlan, som han i en årrække har arbejdet tæt sammen med (både hos McLaren-Mercedes og tidligere hos Arrows).
Korrespondancen fandt sted på et tidspunkt da de famøse dokumenter endnu ikke var overgivet til Coughlan, og understreger dermed den tætte forbindelse McLaren-designeren har haft til den nu fyrede Ferrari-chefmekaniker Nigel Stepney.
Det er uvist, hvorfor Alonso og de la Rosa har valgt at synge overfor FIA. En teori i depotet på Monza går ud på, at de to spaniere simpelt hen ikke turde andet. FIA udsendte nemlig for et par uger siden et brev til teams og kørere, hvor man gjorde opmærksom på, at alle havde pligt til at bidrage til spionsagens oplysning. Her hed det blandet andet, at man fik frit lejde, hvis man fremkom med eventuelle oplysninger - men også at man ville blive straffet hårdt, hvis det senere skulle vise sig, at man havde fortiet relevant information.
En anden og mere kontroversiel teori antyder, at Alonso har lækket sagen for at komme ud af sin McLaren-Mercedes kontrakt. Spanieren føler, at han ikke får optimal behandling hos teamet, hvor hans unge teamkammerat Lewis Hamilton er kørt med både overskrifterne, sympatien og VM-føringen.
En straf til McLaren-Mercedes, der i følge FIA kan inkludere udelukkelse i både 2007 og 2008, vil åbne vejen for et Alonso-comback hos Renault, der i alle tilfælde har udskudt deres planer for næste sæson indtil der kommer klarhed over Alonsos (og McLaren-Mercedes) skæbne.
***
Send en kommentar