Toyota forlader F1

Verdens største bilproducent vil ikke længere være med i Formel 1-serien. Toyota meddelte på en pressekonference i Tokyo onsdag morgen dansk tid, at man trækker sig fra den mest prestigefyldte motorsportsserie med omgående virkning.
Årsagen er dårlig økonomi i koncernen. Som de fleste konkurrenter i bilindustrien har Toyota også været ramt af finanskrisen. Japanerne forventer et underskud på 750 milliarder yen, svarende til godt 42 milliarder kroner i år.
Toyota nåede aldrig rigtigt at få succes i Formel 1-serien. Selv om man siden 2002 årligt har pumpet i omegnen af 300 millioner dollar i teamet (cirka 1,5 milliarder kroner), er det aldrig lykkedes at vinde et løb.
Toyota underskrev tidligere i år en aftale, hvor man bandt sig til serien frem til 2012 og risikerer derfor en retssag. Til gengæld åbner det døren for BMW-Sauber, der har fået nye schweiziske ejere og gerne vil med i serien alligevel, selv om man i første omgang sagde fra.
Send en kommentar